Brachetto er en rød drue som siges at oprinde fra Piemonte. I Piemonte ligger byen og kommunen, Acqui, som er det vigtigste vinområde når det gælder produktionen af Brachetto.
Brachetto er en lille drue med et blåligt skind. Brachetto er altså både navnet på druen men også betegnelsen på denne populære, sødlige og mousserende rødvin fra det nordlige Italien.
Mosten ligger i kontakt med drueskindet i 4 til 5 dage indtil man har opnået den ønskede dybe farve og de bedste aromaer. Herefter filtreres vinen, som efterfølgende køles ned. Vinens gæring standses inden al sukkeret er omdannet til alkohol. Det giver ikke alene vinen den appetitvækkende sødme og perlende effekt men betyder også, at alkoholprocenten bliver lav (7%). Anden-gæringen foregår efter Charmat-metoden, i lukkede tryktanke.
Farven er intens og flot rubinrød understøttet af fine perler og et let lyserødt skum. Der er en sødlig duft af jordbær, hindbær og roser med hints af violer. I smagen understøttes de sødmefulde toner af en frisk og sprød syre. Spækket med elegante og frugtige nuancer af vilde, røde frugter, drue og lidt moskus i afslutningen. Det er en charmerende, ung og sprudlende vin med en harmonisk og perlende eftersmag.
Serveres ved 6-8ºC. Perfekt som aperitif eller som ledsager til frisk frugt, chokoladedeserter og kransekage.
Om Toso
Toso vinhuset er drevet af de to brødre, Pietro og Gianfranco, og deres fætter Massimo. Det var deres oldefar, Vicenzo, der startede det hele. Vinhuset står for tradition og modernitet. Det er en kombination, der betyder meget for dem, da det er derigennem, at de kan skabe fantastiske resultater af rigtig høj kvalitet. Der bliver gået i detaljer under hele fremstillingsprocessen for netop at sikre kvaliteten hele vejen igennem.