Hvidvinen er fremstillet på 100 % Zierfandler, som er en lokal østrigsk druesort, der stort set udelukkende dyrkes i Thermenregion. Druen kaldes også sen-rød, da druerne ved fuld modenhed får rødlige pletter på skindene. Den er udtalt syrerig med en fint krydret aroma.
Druerne er håndhøstede fra gamle vinstokke, som er placeret på en top-beliggenhed i Badner Berg i Thermenregion. De lavtydende vinstokke leverer druer af høj kvalitet. Zierfandler-druerne er nøje selekteret, så kun de friske og modne druer anvendes. De plukkede druer læsses nænsomt, så man er sikre på, at druerne er intakte, når de når frem til vingården. Hjemme på vingården afstilkes druerne og presses forsigtigt.
Druemosten gennemgår en koldgæring i rustfri ståltanke, som efterlader vinen med et lille restsukkerindhold. Når gæringen er afsluttet, bliver vinen lidt tid sammen med gærresterne, inden den filtreres og kommes på flaske.
Zierfandler Thallern er en tør hvidvin med fine citrusnoter, masser af finesse og stor kraft, som munder ud i en lang, rig eftersmag.
Velegnet til fjerkræ, kalvekød og ost.
Servér hvidvinen afkølet ved 10 °C. Vinen er drikkeklar nu, men har potentiale til at ligge i 10 år.
Om Leo Aumann
Leo Aumann er synonym med kvalitetsvine fra Tribuswinkel i Thermenregionen syd for Wien. Det familiedrevne vinhus har på få årtier etableret sig som et anerkendt navn i både Østrig og internationalt.
Hos Leo Aumann produceres både hvid-, rød-, mousserende og søde vine med stor respekt for områdets terroir. Målet er at skabe vine med tydelig regional karakter, hvor kvalitet, håndværk og passion er i centrum.
Thermenregionen er et af Østrigs ældste vinområder og er kendt for sit milde, tørre klima, varme somre og mange solskinstimer. Den varierede jordbund består blandt andet af ler og sand med fossiler fra et tidligere hav. Området har desuden været kendt for sine varme svovlkilder siden romertiden, hvilket har givet regionen tilnavnet "Spa-regionen".
Vintraditionen går tilbage til romerne og blev senere videreudviklet af cisterciensermunkene. I dag er Leo Aumann en stærk ambassadør for Thermenregionen og arbejder målrettet på at udtrykke områdets særlige klima, jordbund og vintradition i flasken.
Som Leo Aumann selv siger: "En god vin er som en god oplevelse. Den vil blive husket for evigt."