En sjælden og historisk Petit Chablis fra en helt unik vinmark nord for Chablis. L'Inextinct – Monopole Franc de Pied fremstilles udelukkende på gamle, upodede Chardonnay-vinstokke, som mirakuløst overlevede vinlusens hærgen i slutningen af 1800-tallet. Parcellen "La Magette" er i dag den eneste kendte vinmark i Chablis-området med originale vinstokke på egne rødder.
Vinmarken ligger i Villy, blot 9 km nord for Chablis, hvor en særlig lerholdig jordbund med geologiske lag fra Jura- og Kridttiden har skabt naturlig beskyttelse mod vinlus. Kombinationen af gamle vinstokke, unikt terroir og fraværet af podede grundstammer giver en vin med en usædvanlig dybde og kompleksitet, som løfter sig langt over, hvad man normalt forventer af Petit Chablis.
I glasset mødes man af en intens og nuanceret duft med modne citrusfrugter og hvid frugt, ledsaget af mineralske toner, der leder tankerne hen på østersskal. Diskrete noter af mentol og krydderier tilfører yderligere kompleksitet. Smagen er fyldig og generøs med stor bredde og en flot tekstur, hvor friskhed og mineralitet skaber balance og elegance. Den lange eftersmag understreger vinens særlige karakter og exceptionelle ophav.
"En lille, men exceptionel Chablis. På ganen omsættes dens generøsitet til stor bredde og en substantiel tekstur. Ud over denne generøsitet er det kompleksiteten, der imponerer." – Terre de Vins Magazine
Om L&C Poitout
Chablis er et af Frankrigs mest nordlige vindistrikter. Druerne her kan have svært ved at modne optimalt medmindre de ligger på de rigtige placeringer, hvilket oftest er sydvestvendte skråninger.
Vinhuset L&C Poitouts Chablis strækker sig over 10 hektar. Vinstokkene blev plantet mellem år 1989 og 1991. De vestvendte marker ligger på Serein-flodens højre bred og får derfor masser af eftermiddagssol lige indtil den går ned.
L&C Poitout består af Louis og Catherine Poitout, som begge er født ind i vinverdenen. De er vokset op med hænderne i jorden, hvor de har plantet vinstokke, og de har fulgt vinens tilbliven fra A til Z. De har været nysgerrige på mange vinområder i Frankrig, men de vendte altid tilbage til Chablis, som de forelskede sig i. Catherine og Louis har kendt hinanden siden de var børn, men deres venskab udviklede sig til mere end det, og i dag står de sammen om et fælles projekt, som de har bygget op fra bunden. Louis og Catherine elsker at nurse deres vinstokke, som de kun behandler med naturlige midler.