Granatrød i kernen med en teglstensfarvet kant, der allerede afslører et strejf af modenhed. Vinen er kompleks og indbydende med nuancer af tørrede røde frugter, figner, blomme-kompot og rosiner. Bagved ligger diskrete lag af ristede nødder, kanel og muskat. Smagen åbner blødt og fløjlsagtigt med toner af tørret frugt, søde krydderier og et hint af karamel. Afslutningen er lang og harmonisk med en fin balance mellem friskhed og sødme, der efterlader en varm og behagelig eftersmag.
Denne Tawny Port er den perfekte ledsager til klassiske danske jule- og festdesserter som risalamande med kirsebærsauce eller krydrede småkager som pebernødder og brunkager. Den matcher også forrygende med chokoladebaserede søde sager og desserter med tørret frugt, mens dens fylde og sødme skaber en elegant kontrast til cremede blåskimmeloste eller lagrede hårde oste.
Om Quevedo
Familien Quevedo har gennem generationer haft vinmarker omkring San João da Pesqueira i hjertet af Douro-dalen. Oprindeligt solgte familien druerne til de store portvinshuse, blandt andre Taylor’s, men i 1975 begyndte Oscar Sr. selv at producere vin. Det blev starten på Quevedo som selvstændigt vinhus.
I 1983 købte familien Quinta Vale D’Agodinho, som i dag er en af husets vigtigste vinmarker. Siden 1991 har Quevedo produceret vin under eget navn, og familien råder i dag over mere end 100 hektar vinmarker.
Quevedo drives i dag af søskendeparret Claudia og Oscar Jr. Claudia, der er uddannet ønolog, står for vinproduktionen, mens Oscar Jr. varetager blandt andet marketing og eksport. Huset har opnået stor international anerkendelse og eksporterer i dag til hele verden.
Druerne høstes manuelt i små kasser og kun i de kølige morgentimer. Efter afstilkning fodtrædes druerne traditionelt i granitkar – lagares – inden gæringen stoppes med tilsætning af druesprit. Denne klassiske metode er med til at skabe Quevedos karakterfulde portvine.
Sortimentet spænder bredt fra frugtige Ruby-portvine som LBV og Vintage til fadlagrede Tawny-typer som Colheita og 10, 20 og 40 Years Old. Derudover producerer Quevedo både tørre og søde hvide portvine samt den populære Pink Port.